Vi glemmer dem ofte… pauserne. Men hvorfor er de vigtige og hvad kan vi gøre for at give plads til dem i hverdagen?
Rigtig mange mennesker har et arbejdsliv, hvor frokostpausen er den eneste reelle pause i løbet af en dag. Der er et hav af mails, møder og opgaver og når vi endelig giver os selv et pusterum, tjekker vi som regel den private indbakke og ender i SoMe suppedasen.
Når vi over længere tid ikke holder pauser, begynder sindet at vibrere på en måde, som aktiverer nervesystemets alarmberedskab. Det sætter sig hurtigt i kroppen og vi begynder at mærke små tegn på fysiske ubalancer. Det kan vise sig som snigende hovedpine, indre uro, uforklarlige smerter eller trykken for mave og bryst. Samtidig sker der noget med vores personlighed. Vi bliver mere kortluntede, utålmodige og overvældes mere hyppigt af vrede, irritation eller tristhed.
Hvis vi glemmer at holde pauser over en længere periode brænder vi sammen. Det ved vores ”rationelle jeg” som regel godt, men når hverdagen ruller, kan det alligevel være rigtig svært at prioritere sine hjernepauser.
Her er 6 råd, som kan hjælpe dig med at integrere effektive pauser i hverdagen:
1. Skab en pausekultur
Snak med leder/kolleger/medarbejdere om, hvordan I sammen etablerer en effektiv pausekultur. Alene det at få en dialog igang om, hvordan I ved fælles hjælp får integreret pauser gennem arbejdsdagen skærper jeres fælles omærksomhed på udbyttet. Samtidig får I etableret en fælles norm, hvor pausen er en integreret del af hverdagen. En aktivitet som ikke signalerer ”dovenskab” eller spildtid”, men snarere er en ledelsesmæssigt accepteret forudsætning for trivsel, kvalitetssikring og værdiskabelse.
2. Hvornår er en pause en pause?
Undersøg hvordan en pause fungerer bedst for dig. Hvad giver dig energi og hvordan lader du op? For nogle kan det være smalltalk med en kollega foran kaffeautomaten, der gør forskellen. For andre er det ro og stilhed eller frisk luft og korte gåture. Det kan være en kombination af mange ting afhængigt af humør og overskud, men faktum er at vi lader op på meget forskellige måder. Så vær nysgerrig på, hvordan lige præcis du lader bedst op.
3. ”Glo ud i luften”
Hvad er det første du gør, når du har et ledigt øjeblik? Jeg vil gætte på, at der ikke går mange sekunder, før du rækker ud efter din smartphone. Prøv at se, om du næste gang kan erstatte telefonen med projekt ”glo ud i luften”. Vores hjerne bliver bombarderet med indtryk i løbet af en dag. Giv den en pause, sluk motoren og lad den dampe lidt af.
4. Åndedrættet – kongevejen til trivsel
90% af vores energitilførsel kommer fra åndedrættet. Alligevel trækker hver tredje voksne dansker vejret forkert. Det er ofte fordi, vi har det der kaldes en ”højcostal” vejrtrækning, dvs. at åndedrættet låser sig i den øverste del af brystkassen. Når vi har det, får vores kroppe ikke tilstrækkeligt med ilt og det gør os trætte og uoplagte. Åndedrættet er et redskab du altid har med dig. Træn det! Der findes masser er små åndedrætsøvelser på nettet, du kan lade dig inspirere af og mange af dem kan du endda lave uden at nogen ligger mærke til det.
5. Ryst kroppen
Ja, den er god nok! Dyr ryster jævnligt kroppen og det er der en grund til. Når vi ryster kroppen nulstiller vi vores nervesystem og frigiver hormoner, som skaber ro i kroppen. Måske din kollega synes det er mærkeligt, hvis du pludselig ryster dig, men hvis I har et fælles sprog får den slags ”tosserier” i hverdagen, er det pludselig ikke så underligt. Måske er det endda noget i kan grine lidt af sammen og gode grin har også en afspændende effekt! Alternativt kan du ryste dig i enrum.
6. Giv fødderne opmærksomhed
Der er rigtig meget trivsel at hente i vores fødder og mange udtryk beskriver det: ”at have begge ben på jorden”, ”at skabe jordforbindelse”, ”at vende tilbage til sit oprindelige ståsted”. Der sker noget med os, når vi aktivt bevæger opmærksomheden ned i fødderne. En pause kan derfor med fordel bruges på at give fødderne noget opmærksomhed og ligesom med åndedrættet, kan du gøre det uden andre behøver at blive involveret i det.
Så prøv at tænk efter… Hvornår har du sidst givet dig selv en pause? En rigtig pause, hvor du lukker øjnene og tjekker ind med dig selv. Hvor du mærker åndedrættet i kroppen, fødderne på jorden og himlen over dig?
Find vej
Heart House klinikfællesskab
Amagertorv, 14 B (indgang fra Strøget)
1401 København K