Langvarig stress, symptomer

Langvarig stress har efterhånden en meget veldokumenteret direkte sammenhæng med en række af sygdomme. Enten som den direkte årsag til sygdommen når det gælder angst, depression eller hjerte-kar sygdomme eller som årsag til forværring af eksisterende sygdom, eksempelvis diabetes, visse former for allergier, leddegigt, psoriasis. Noget tyder også på, at langvarig stress kan være med til at fremprovokere sygdomme, som et menneske har latent anlæg for. Forskningen i forhold til udvikling af latent sygdom er dog stadig ikke entydig.

Symptomer på langvarig stress:

Depression

Langvarig mental belastning kan føre til en tilstand som er kendetegnet ved psykisk og ofte også fysisk udmattelse. Et menneske der har udviklet symptomer på langvarig stress kan udvikle depressive tendenser, som er kendetegnet ved meningsløshed, fremmedgørelse og tristhed. Sommetider mærkes en markant personlighedsændring, hvor manglende energi, negative holdninger og følelsesløshed i forhold til relationer dominerer. I takt med personlighedsændringen forringes præstationsevnen, og der udvikles typisk et negativt selvbillede og selvværd. Typisk kaldes denne tilstand udbrændthed (burn out). Det er vigtigt at understrege, at udbrændthed ikke behøver at være en kronisk stresstilstand, men er en tilstand du med den rette professionelle hjælp kan komme ud af. En del af forklaringen på hvorfor depression kan blive et resultat af langvarig stress påvirkning er de hormoner, vores alarmberedskab aktiverer i kroppen – serotonin, noradrenalin og dopamin – hormoner, der skiller en afgørende rolle i udivklingen af depression.

Infektionssygdomme

Det er almindeligt kendt, at langvarig stresspåvirkning øger sandsynligheden for at få infektioner. For stresssygemeldte ses det også typisk op til sygemeldingen af den stressede medarbejder har flere sygedage netop pga. det. Den langvarige stresspåvirkning svækker immunsystemet og øger inflationsniveauet i kroppen. Dette gør os generelt mere modtagelige over for sygdom.

Angst

Angst og stress er tæt forbundet. Når kroppens fine balancer kommer i uorden opstår der en indre uro, som ved langvarig stress kan udvikle sig til forskellige former for angst, typisk præstationsangst, panikangst, generaliseret angst og social angst. Vores stressrespons fortæller os konstant, at vi er fare og det er derfor ikke underligt at uro over tid udvikler sig til decideret angst.

Hjerte-kar sygdomme

Langvarig stress belaster kroppens kredsløb. Under langvarig stresspåvirkning banker hjertet både hurtigere og hårdere, og selvom forskningen på området ikke er entydig, er der efterhånden dokumentation for, at stress belaster vores kredsløb og øger risikoen for hjerte kar sygdomme.

Posttraumatisk stress-syndrom (PTSD)

Ofte taler vi om Posttraumatisk stress- syndrom ved svære belastninger som kan opleves ved krig, naturkatastrofer eller ualmindeligt voldsomme hændelser i livet. Men posttraumatisk stress kan også opleves ved usædvanlige massive belastninger i arbejdslivet, ofte i forbindelse med mobning eller chikane. Tilstanden er kendetegnet ved en forsinket reaktion på en usædvanlig stor belastning af traumatisk art. Det kommer til udtryk som flashbacks og mareridt, og et menneske med PTSD vil opleve svær angst, irritabilitet, søvnforstyrrelser og nedsat stemningsleje, som kan føre til egentlig depression.