Hvordan fortolker dit sind? — CAVALLIUS COACHING

En af de vigtigste grundindstillinger i mindfulnesstræning handler om at blive bevidst om, hvor ofte vi fortolker på en måde som vurderer eller dømmer enten os selv eller andre. Vi fortolker heletiden. Næsten alt hvad vi hører og ser bliver rubriceret eller kategoristeret af bevidstheden. Det er som om, vi er udstyret med en særlig scanner, der inddeler, det vi oplever i en vurdering af GODT, DÅRLIGT, NEUTRALT.

Det gør os ikke til “dårlige mennesker”! Dybest set er det en urgammel mekanisme, som vores hjerne sætter igang for at sikre vores overlevelse. MEN, det er en indgroet vane, der meget nemt fører til overtænkning. Derfor har den godt af at blive udfordret.

Når vi øver os i at træde et skridt tilbage og registrerer, hvornår vi stikker afsted med fortolkninger, sker der nemlig noget interessant. Vi begynder at forholde os mere nuanceret og rummeligt til det vi oplever. Enhver situation kan tolkes på et utal af måder og vi har dybest set et valg i forhold til, hvordan vi tolker hændelser i vores liv.

Lad mig komme med et EKSEMPEL:

Forestil dig, at du har en ven der ringer en aften. Han taler længe og da du afslutter samtalen tænker du “hold da op, han talte meget og spurgte slet ikke til hvordan jeg havde det”. Det efterlader dig med en følelse af irritation.

Vi tager den lige en gang til… din ven ringer, taler længe og da du afslutter samtalen tænker du: Gud, jeg havde slet ikke en fornemmelse af at min ven havde det så svært! Det efterlader dig med en følelse af at være flov. Tænk, at du slet ikke havde opdaget det.

og så tager vi den lige en sidste gang… din ven ringer, taler længe og når du afslutter samtalen er din første tanke: Tænk at han har valgt at fortælle lige netop MIG, om det der er svært. Det efterlader dig med en følelse af at blive rørt og stolt over tilliden…

Vi fortolker altså heletiden og mange gange kan vi have glæde af at stoppe op, zoome ud og rette opmærksomheden mod det der reelt sker i en situation, før vi stikker ukritisk afsted med en fortolkning.

Øvelse:

Prøv fra i morgen, når du står op og resten af dagen at være opmærksom på, hvornår du stikker afsted med en dømmende eller vurderende tanke. Det kan være selv bitte små ting. Noget du registrerer på gaden, i fjernsynet eller når du flygtigt ser på dig selv i spejlet under tandbørstningen… Hvad lægger du mærke til?